2.b på vikingetogt

Vikinger for en dag

Onsdag morgen d. 8. december drog vi 2.b på Vikingetur. Vi havde forberedt os på en ekstrem kold tur, med masser af varmt tøj, men også en hel del hygge og læring. Nogle mødte op i flyverdragt og andre med halstørklæder op til ørene.

Første stop var Lindholm høje i Nørresundby, hvor vi så en masse vikingegrave.  Her lærte vi om hvordan man kunne kende forskel på de forskellige grave, derudover også forhistorien bag.

Andet stop var vikingeborgen Aggersborg i Løgstør, som er Harald Blåtands største ringborg. Den ligger ud til Limfjorden, og var derfor rigtig praktisk i vikingetiden.

Sidste stop var Fyrkat i Hobro. Her havde vi to vikinge-interesserede guider med, og de fortalte om livet som viking. Her fik vi hjemmebagte boller og varm kakao opvarmet på Trangia.

På busturen til de forskellige destinationer, blev vi underholdt af blandt andet busbingo og forskellige elevoplæg om vikingetiden. Her var der for eksempel to elever som snakkede om kvindernes rolle i samfundet, og vikingetogter.

På turen hjem fra Hobro tilbage til gymnasiet, lavede Sara en quiz om dagens informationer. Alt i alt en meget hyggelig og lærerig tur, dog også ekstremt koldt, da vi valgte at bevæge os ud i snestormen.

/Sofie & Signe, 2.b

2.b