Besøg fra Tenerife 2017

Besøg fra Tenerife

Efter en uge med mange oplevelser er det tid til at sige farvel og på gensyn i november til vores spanske gæster fra Tenerife. Det har været et meget vellykket besøg, hvor de danske værter har gjort alt, hvad de kunne for at give spanierne indblik i dansk kultur, familie- og skoleliv.

Spanierne har været på ekskursion til Den Gamle By i Aarhus og blev efterfølgende guidet rundt på engelsk af de danske elever. De har også prøvet kræfter med sandet på Råbjerg Mile, besøgt Skagen Bunkermuseum, vandret ud til Grenen, hvor de var så heldige at møde en lille sælunge J De har lært kinesisk, hørt om vikingerne og besøgt Lindholm Høje, set en helt ny tilgang til engelsk undervisning og sluttet ugen af med et spil om Velfærdsmodeller, interviews med engelskeleverne fra naboskolen, samt dystet i forskellige idrætsdiscipliner.

En af de store kulturforskelle har været mødet med Caris, vores kvindelige præst i Støvring Kirke, som i den grad gjorde indtryk på de spanske gæster.

Mødet med Støvring Gymnasium har på alle måder været en øjenåbner for de spanske gæster, som er meget begejstrede for de gode undervisningsforhold og det hyggelige elevmiljø. For de danske elever har mødet også været en øjenåbner; trods forskellige kulturelle forhold, så er der flere ting, der forener end adskiller. En værdifuld udveksling, som lærer eleverne alt det, som de ikke kan lære i klasseværelset.

Tusinde tak til alle deltagende kolleger!

Helle og Heidi