Genbesøg fra Calgary

Genbesøg fra Calgary

Lørdag d. 29. september fik 2.a besøg af canadiske gæster, som et led i det udvekslingsprogram SGY har med Western Canada High School i Calgary, Canada. I foråret besøgte 2.a Canada, hvor de blev indlogeret hos de canadiske familier, og nu var tiden til at gengælde den varme gæstfrihed vi oplevede på den anden side af Atlanten. Eleverne fra WCHA blev modtaget på dansk maner med flag og kram, hvor gensynsglæden var stor.

I løbet af opholdet har de canadiske gæster oplevet at på en dansk hverdag hjemme hos hver af deres værtsfamilier samt det at gå i en dansk skole, krydret med udflugter til blandt andet Skagen, hvor både kunstmuseet og Grenen blev besøgt, samt et smut forbi Den tilsandede kirke og Råbjerg mile på vejen hjem. Canada er en relativ ung nation, med en historie som ikke strækker så langt tilbage som Danmarks. Derfor var det også planlagt, at canadierne skulle opleve dansk historie tilbage fra vikingetiden, og i denne forbindelse blev Lindholm Høje besøgt, hvor stensætninger blev undersøgt og beundret nærmere. Siden fulgte en tur igennem Aalborg, hvor eleverne fra 2.a viste deres canadiske gæster rundt til udvalgte seværdigheder i byen. Aftenen blev afsluttet med et sammenskudsgilde, hvor værtsfamilier diskede op med lækker (og ofte traditionel dansk) mad. Ejner Bech, skolens idrætslærer gennem 40 år, instruerede gæsterne i folkedans, der blev udvekslet velmenende ord og sunget ”Skuld gammel venskab rejn forgo” på både dansk og engelsk, hvilket udgjorde en perfekt afslutning på et herligt ophold i Støvring.

Canadierne kørte fredag morgen videre mod København, hvor de skal tilbringe de næste fire dagen inden de igen vender snuden hjem til Canada. Her fra skal der lyde en kæmpe tak til alle involverede, ikke mindst værtsfamilierne, som har ydet en kæmpe indsats og været med til at gøre dette års udveksling til en kæmpe succes.

Karen Ørberg og Jacob Bojer