En Greased succes
Grease is the word
I uge 5 indtog GREASE gymnasiet med storm. Tirsdag, onsdag, torsdag og fredag har skolens hal været transformeret fra SGY til SGY HIGH, hvor 50’ernes uforglemmelige rytmer og rock’n’roll-stemning har fyldt salen og dannet rammen for vores totalt udsolgte musical GREASE.
Over 100 elever og ansatte har været involveret på og bagved scenen: Skuespillere, sangere, dansere, band, rekvisitter, lyd, lys og instruktion.

Selv manuskriptet har fået en lokal og nutidig bearbejdning med nutidige jokes og referencer til eksempelvis lærere på gymnasiet, gymnasiets mange, mange udvalg og kantinens mad. ”For mig er fællesskabet på tværs af årgangene drivkraften og det fede ved at være med. Det er pissesjovt, og det er et privilegie, at vi har lærere, der gider bruge så mange timer og weekender på det. Det giver så meget til skolen”, fortæller Rumle Grunwald Falk, der spiller den mandlige hovedrolle Danny.

Publikum var vilde med musicalen: ”Det var helt utroligt godt”, ”Hold kæft, hvor er de dygtige”, ”De synger så godt!” og ”Det var virkelig fantastisk at se, hvor meget eleverne var gået ind i det” er blot et udpluk af de reaktioner, som publikum ytrede i pausen og efter stykket til premieren onsdag aften.
TUSIND TAK FOR EN FANTASTISK MUSICAL – TIL ALLE MEDVIRKENDE 😊
Billederne er taget af Marcus Gregersen

