Gallafest 2025
Gallafest med nye traditioner
Fredag d. 5. december var der gallafest på skolen ✨ Håret var sat, gallakjoler, jakkesæt og dansesko fundet frem da eleverne indtog dansegulvet til den traditionsrige lancier. 💃🕺
I år havde festen en særlig nyhed: For første gang deltog også vores nye HHX-elever i 1.g, som dermed blev en naturlig del af den store fælles gallatradition på tværs af ungdomsuddannelserne på SGY.
3.g’erne mødtes allerede kl. 18.00 til fællesspisning på skolen, og kl. 19.00 var det 1.g’erne, der som de første gik på gulvet. Her var både nerver, smil og et strejf af kaos, da de fandt deres pladser og forsøgte at holde styr på turene og partnerne. Derefter var det 2.g’ernes tur til at vise, hvad de kunne, og de viste tydelig mere sikkerhed i dansene. Til sidst kom 3.g’erne, som vanligt indledte med en flot indmarch. Med forældrene samlet omkring dansegulvet skabte 3.g’erne en smuk og højtidelig ramme. Det er en tradition, der både rører og imponerer – og som markerer, at en treårig rejse snart når sin afslutning.











































