Fastholdelsespolitik
Fastholdelsesstrategi Støvring Gymnasium
På Støvring Gymnasium ønsker vi at skabe et miljø, hvor elever trives fagligt, socialt og personligt, og som giver de bedste muligheder for at gennemføre gymnasiet. Vi arbejder for at skabe gode overgange og for hurtigt at opdage eventuelle trivselsproblemer og at sætte ind for at afhjælpe dem. Vi tilpasser løbende vores trivsels- og fastholdelsesinitiativer, og er ofte i dialog med eleverne om disse.
Bedst mulige overgange
En vigtig forudsætning for høj trivsel og fastholdelse er, at alle elever får en god start på gymnasieforløbet, studieretningsforløbet, og at der er gode overgange mellem de enkelte klassetrin.
Hvis der er særlige forhold, der kan påvirke gymnasieforløbet, f.eks. ord- eller blindhed, autisme, ADHD, fysiske handicap mv, inviterer vi familien til en samtale før eleven starter på SGY. Målet er at afdække, hvad vi kan gøre for at hjælpe eleven til det bedst mulige forløb og at sætte eventuelle støtteforanstaltninger i værk.
I grundforløbet og studieretningsforløbet har vi introduktionsforløb, hvor eleverne bliver rystet sammen i klassen og lærere skolen, lærerne og arbejdsgangene at kende. Vores tutorer samt klassens lærere varetager disse forløb. Vi arbejder også med elevernes studiekompetencer, så de får gode redskaber til at udvikle sig fagligt.
I overgangen til 2g og 3g sørger vi for, at klasserne og enkeltelever bliver godt overleveret til eventuelle nye lærere.
Opmærksomhed på trivselsproblemer
Klassens lærere, gymnasievejledere og mentorer er meget opmærksomme på elevernes trivsel. Har en elev trivselsproblemer, indkalder vi i første omgang til en samtale med gymnasievejlederen, der afdækker, hvordan trivselsproblemerne kan modvirkes. Ved alvorlige trivselsproblemer inddrages forældrene til elever under 18 år.
Støtteforanstaltninger
Vi har forskellige støtteforanstaltninger på SGY.
Gymnasievejleder: Alle elever har en gymnasievejleder, som eleverne er i løbende kontakt til, og som kan hjælpe ved trivselsproblemer.
Læse- og matematikvejleder: Er man ordblind eller talblind, bliver man tilknyttet læse- eller matematikvejledningen og får særlig støtte.
Mentor: Skolen har et mentorkorps, der består af lærere, der har særlige kompetencer til opgaven. Har man et fysisk eller psykisk handicap, en sygdom, lidelse osv., kan man få en mentor, som kan støtte eleven faglig, socialt eller personligt.
Studiecafé: Hver uge har vi en studiecafé, hvor man kan få hjælp til lektier og afleveringer.
Teamsamarbejde: Klassernes lærere samarbejde løbende om initiativer, der skal gøre det faglige og sociale miljø i klassen bedst muligt.
Psykolog: Vi har tilknyttet en psykolog, som vi deler med Vesthimmerlands Gymnasium og Mariagerfjord Gymnasium. Hvis man har behov for psykologhjælp, kan gymnasievejlederen formidle kontakten.
Andre støtteforanstaltninger
Vi har også en del andre støtteforanstaltninger på SGY, som du kan læse mere om her: Flere muligheder for hjælp – Støvring Gymnasium (sgy.dk)
Indsats over for fravær
Et vigtigt element i vores fastholdelsesstrategi er at sikre os, at eleverne møder op til undervisningen og afleverer deres opgaver. Gymnasievejledere, ledelse og elevadministrator holder månedlige møder, hvor elevernes fravær gennemgås. Har en elev fravær, afdækker vi årsagen og afgør, hvordan vi bedst muligt kan gribe ind, så fraværet ikke fortsætter. Vi kan iværksætte samtaler, støtteforanstaltninger eller sanktioner, se også vores studie- og ordensregler. Hvis eleven er under 18 år, inddrager vi forældrene, hvis eleverne har højt fravær.