Juventus – 2016
5 stjerner til Juventus
Over 1000 publikummer fik set forestillingen Juventus, og de var begejstrede og imponerede.
Godt 50 elever har skabt denne musikteaterforestilling, der er så gennemprofessionel, at man glemmer, det i bund og grund er en skoleforestilling. Manuskriptet, melodierne og sangteksterne er skrevet af en gruppe på 8 elever, og deres arbejde har stået på gennem næsten et år.
Temaet er ungdom, heraf navnet Juventus, der er det oldgræske ord for ungdom. Forestillingens personer er i store træk bygget op omkring gymnasieeleverne selv. Mathilde fra idégruppen forklarer: ”Figurerne er baseret på nogle stereotyper, som man møder i løbet af sin gymnasietid, bl.a. den introverte, den populære, hippie-hipsteren og den usikre. Personerne kontrasterer meget til hinanden, men det er ikke en karikaturopstilling, og vi prøver i forestillingen at tilføre personerne troværdighed ved at bygge dem delvist op omkring stereotypen og delvist op omkring reelle mennesker som vi kender.” At dømme efter publikums reaktioner er det lykkedes rigtig godt for idégruppen. Såvel de 300 folkeskoleelever, som så forestillingen mandag, som 7-800 gymnasieelever, forældre, venner og lærere nikkede genkendende til typerne i forestillingen –ikke mindst når vores mobil-kultur blev spiddet på satirisk vis.
Forestillingen tager livtag med problemstillinger som forventningspres, kærlighedskvaler, oprør, usikkerhed og ensomhed; men heldigvis ender det hele godt, eller i hvert fald forhåbningsfuldt.
Smukke, iørefaldende melodier, spillet af et dygtigt orkester under ledelse af musiklærer Keld Mortensen bærer forestillingen sammen med sangtekster med dybde superflot sunget af de mange solister. Skuespilpræstationerne er også i topklasse. Og igen har instruktør Lise Ørtved formået at inddrage korsangerne som skuespillere, så scenen bliver brugt i alle tre dimensioner. I det hele taget er Juventus et imponerende teamwork.
Mange måneders øvelse kulminerede fredag 5. februar med sidste forestilling.
Tak for en fantastisk kunstnerisk oplevelse, tak for jeres forbilledlige flid og team-spirit, tak for jeres bidrag til skolekulturen!
Anette Skovlykke Nielsen