2.d i Rom
Studietur til Rom
Vi landede søndag i Rom, og dagen gik med at få dannet et overblik over nærområdet. Mandag så vi blandt andet Forum Romanum og Colosseum og hørte en masse spændende historie derom. Flere var også inde og opleve dybfølt romersk fodboldpassion, da Lazio slog Venezia på hjemmebane. Vi så også henholdsvis Peterspladsen og -kirken. Majestætisk, storslået og enorm er en passende beskrivelse deraf og alligevel nærmest en underdrivelse. Om aftenen tog vores skønne lærere Line og Drees, de som havde lyst, med på bar. Onsdag gik vi i mindre grupper rundt i byen og tog selfies med de seværdigheder, vi endnu ikke havde rundet, og som var inddraget i filmen Engle og Dæmoner – turen tog nemlig udgangspunkt i denne. Torsdag bød på masser af strålende, morgenfriske ansigter, da vi stod op ved 4-tiden for at påbegynde hjemrejsen.
Overordnet set blev det på mest italiensk vis til hyggelige aftener, mens der blev lagt vægt på frokost- og aftensmåltiderne, der selvfølgelig i høj grad bestod af pasta og pizza plus gelato. Omgivelserne var meget autentiske. På de smukke brostensbelagte gader nød vi de italienske retter under den bagende sol. Gademusikanter – og ikke mindst gadesælgere – var en del af den italienske oplevelse. Og som ekstra-oplevelse rundede vi tre lande, da vi besteg Den Spansk-fransk-italienske Trappe. Alt i alt en overordentligt succesfuld studietur.
/Cordialmente, 2.d