3.g’ernes sidste skoledag

Farverige kostumer, latter og eksamensnervøsitet

Fredag var 3.g’erne sidste skoledag; en dag fuld af fest og tradition. Der er dog plads til nytænkning i programmet, så i år var første programpunkt for de feststemte og udklædte 3.g-elever morgenmad sammen med klassens lærere.

I 2. modul samledes hele skolen i hallen til underholdning og kåringer, hvor 2.g-eleverne Sofie Dalager-Pedersen og Jonas Sveistrup Justesen styrede løjerne som værter. Stemningen var høj, og både 3.g’ere og resten af skolens elever morede sig over de kreative indslag og priser, der blev uddelt.

Den efterhånden traditionsrige rundboldkamp mellem 3.g’ere og ansatte havde fået lov at blive, men i en ny, mere underholdende udgave; krydret med regelkort. Kortene kunne ændre spillets gang midlertidigt og tilføjede humor og uforudsigelighed. F.eks. gav et af regelkortene indeholdet mulighed for at skyde en badeand med en tennisketcher i stedet for bold og bat.

Efter rundbold samledes 3.g’erne til frokost med deres lærere, inden et af skoleårets måske mest nervepirrende øjeblikke; offentliggørelsen af årets eksamensplan.

Sidste skoledag markerer afslutningen på tre år fyldt med faglighed og fællesskab. Vi ønsker alle 3.g’ere held og lykke med eksamenerne og ser frem til at se dem springe ud som studenter om få uger 😊