Dimission 2019

Dimission 2019

Torsdag d. 27. juni, blev til en helt særlig dag for 145 elever fra Støvring Gymnasium. Det blev dagen hvor de dimitterede som STX-studenter. Dimissionsfesten blev traditionen tro afholdt med musikalske indslag, taler og ikke mindst overrækkelse af eksamensbeviser og legater.

Dimissionsfesten var dog lidt særlig i år, da Ole Henriksen deltog i festlighederne. Ole Henriksen har flere gange besøgt Støvring Gymnasium og er en god ven af Gymnasiet. I mange år har han bidraget med et legat som gives til to studenter, som fokuserer på det positive i sine medmennesker – og i år kunne han til stor glæde personligt overrække legaterne og give studenterne nogle motiverende ord med på vejen. Ole sagde blandt andet:

”Vi kan gøre vores liv til et eventyr! Vær glad for dig selv. Smil til dig selv. Anerkend dig selv – og du bliver et bedre menneske for dine omgivelser.”

I rektors dimissionstale satte Jens Nielsen fokus på studenternes talenter og interesser, som ud over det faglige, fortæller en historie om alt det andet studenterne også kan. Eksempelvis påpegede Jens:

”I tænker grønt.
Folketingsvalget gjorde alle bevidste om vigtigheden af en grøn dagsorden. Men lang tid før valget havde I sat jer et mål, Støvring Gymnasium skulle gøre sig fortjent til Friluftsrådets Grønne miljøflag – hvilket vi nu har fået og det er vi stolte over!”

Læs talen her

Herefter indtog Helena Quist Kristensen scenen og gav en både rørende og flot elevtale. Med udgangspunkt i taknemmelighed og stolthed, konstaterede hun blandt andet følgende:

”VI ER gode nok. For nu ER VI studenter – og det er ikke Fake News. Vi sidder her med huen på og eksamensbeviset i hånden og det i sig selv er en kæmpe bedrift og et kæmpe skulderklap – og samtidig noget vi skal være taknemmelige for.”

Læs talen her

Efter dimissionen var der spisning for alle studenterne og deres lærere

Legater Studenter 2019