Dimission 2024

Dimission 2024

Torsdag formiddag holdt skolen dimission for årets 143 studenter. Stemningen var tårnhøj og det mærkedes tydeligt, at studenterne havde glædet sig til at fejre og ønske hinanden tillykke med huerne.

I sin dimissionstale mindede rektor Anna Amby Frejbæk studenterne om fællesskabets vigtighed og bad dem huske på, at selvom AI kan erstatte rigtig mange funktioner, så ”kan den ikke give os det fællesskab, som vi har brug for ikke at stå alene med store og små udfordringer i livet. I har efterladt et fantastisk aftryk på gymnasiet af jeres mangfoldige og vidtforgrenede fællesskab, som jeg håber vil leve videre efter i dag, hvor I forlader gymnasiet.”

Elevrepræsentanterne Nadia-Dicte Hyldal Nielsen fra 3.a og Maja Knudsen Jensen fra 3.e hyldede i deres tale også fællesskabet, men også den enkelte elev: ”Det, vi kan tage med fra Støvring Gymnasium ud over eksamensbeviset, er de øjeblikke vi delte, de udfordringer vi overvandt og de venskaber vi skabte. Lad os fejre vores forskelligheder, vores præstationer og vores fælles rejse. Lad os være stolte af, hvem vi er, og hvad vi hver især har opnået. Uanset hvad der står af karakter i dit eksamensbevis, har samfundet brug for dig.”

Støvring Gymnasium ønsker alle sine studenter stort tillykke med huen! Må SGY-ånden altid være i jeres hjerter og give jer mod på fremtiden.