Foredrag med Søren Hebsgaard
Multitasking er at fucke flere ting up på en gang…
Sådan lød et af budskaberne fra journalist og foredragsholder Søren Hebsgaard, da han tirsdag den 7. januar besøgte SGY, som et led i at sætte fokus på digitale vaner blandt eleverne.
1.g og 2.g hørte foredraget ”Mig om min smarte telefon”, mens 3.g fik fornøjelsen af foredraget ”Like mig nu, din fede nar!”. Med udgangspunkt i en undersøgelse over elevernes digitale vaner bragte Søren Hebsgaard elevernes egne opfattelser af gode, digitale vaner i spil.
Under det første foredrag (for 1. og 2.g) kunne Søren Hebsgaard blandt andet præsentere eleverne for tal, der viste, at langt over halvdelen af dem bliver irriterede eller generet, hvis en ven midt i en samtale hiver sin telefon op ad lommen for at tjekke sms, Facebook og lignende. Han viste også tal på, at det langt fra er dem alle, der kommenterer deres irritation.
1.g’erne arbejde videre med temaet resten af dagen med blandt andet klassediskussioner om, hvordan de digitale spilleregler herefter skal se ud i netop deres klasse.