Pærfekt Croquis
Det uperfekte perfekte
To modige modeller smed fredag morgen tøjet og lod sig af flere omgange granske og portrættere af elever fra 1.g, billedkunst B-niveau og idræt B-niveau, da gymnasiet havde besøg af ”Pærfekt Croquis”. Arrangementet er arrangeret af Muskelsvindsfonden i samarbejde med Børns Vilkår og har til hensigt at gøre op med perfekthedskultur og kropsidealer.
Selve croquis-tegningerne var delt op i fem sektioner, hvor hver del havde sit eget benspænd. På den måde kunne alle være med – også dem der ikke betragter sig selv sig selv som gode til at tegne. Eleverne var dybt koncentrerede, entusiastiske og skitserede på livet løs.
Forhåbentligt kan det at blive konfronteret med helt almindelige kroppe – helt uden filter – være med til at ryste lidt op i forventningerne til, hvordan en krop skal se ud for at være acceptabel. Det er i alt fald håbet fra arrangørernes side.