Til fernisering på udstillingen Livsbilleder

GYMNASIEELEVER SKABER VIRKELIGHED OG KUNST

2.b og 2.e har siden juleferien arbejdet med kunstforløbet LIVSBILLEDER i billedkunst. Her har eleverne haft flere workshops på skolen med fotokunstner Tao Lytzen. Eleverne har arbejdet med at tage billeder og optage små videoklip af forskellige dele af almindelige hverdagssituationer. Fokus har været at eleverne skulle fotografere og filme noget ægte og ikke opstillede situationer. Den 1. marts var der fernisering på udstillingen på Kunstbygningen i Vrå, hvor begge klasser deltog sammen med de mange andre elever fra forskellige uddannelsesinstitutioner i Nordjylland, som har deltaget i kunstprojektet.

Men er fotografier og videoer af virkeligheden kunst? Svaret er ja, hvis man spørger initiativtagerne til udstillingen. Asta Helsing Kylov fra 2.e fortæller: ”Udstillingen var en fed blanding mellem det åbenlyse kunstneriske og de billeder/videoer der er mere amatørskabte. Den forskellige kunst viste forskellige sider af det at være ung – både fester, usikkerheder, rolige dage osv., hvilket fungerede godt og skabte en autentisk stemning.

Udstillingen er igangsat i et samarbejde mellem PIXLART og Kunstbygningen i Vrå, der har ønsket at lave en kunstudstilling med fokus på de unges virkelighed.

Under ferniseringen blev der indspillet tanker, refleksioner og oplevelser fra forskellige elever, som vil blive sat sammen til en podcast. Den kan findes på Kunstbygningen i Vrås facebookside.